Kom og bliv opdateret på dyrkning af pil.
Baggrund
Der er stor interesse for dyrkning af pil i Danmark. Pil har flere nyttige egenskaber, der gør afgrøden interessant i den nuværende situation, hvor Danmark står overfor udfordringer på både energi- og miljøområdet. Danmark har blandt andet som mål at øge andelen af vedvarende energi i Danmark til 30 % i 2020, blandt andet ved øget produktion af grøn energi.
Pil kan med sit potentielt store udbytte være en mulig kilde til biomasse til energiformål. Der ventes også store fremtidige krav om nedbringelse af udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet, ligesom der vil komme krav om at reducere forbruget af pesticider. Også her kan pil spille en rolle, da afgrøden har et relativt lavt pesticidforbrug, og da udvaskningen af næringsstoffer fra et areal med pil er betydeligt lavere end fra for eksempel en kornafgrøde.
Disse egenskaber for pil er medvirkende til, at pil og andre flerårige energiafgrøder er nævnt som et af virkemidlerne i Regeringens plan for Grøn Vækst, og at der for perioden 2010-2012 etableres en tilskudsordning for etablering af flerårige energiafgrøder. Landbrug og Fødevarer har da også en målsætning om, at der i 2020 dyrkes flerårige energiafgrøder som for eksempel pil på landbrugsarealer svarende til 100.000 ha.
Pil kan derfor forventes at gå fra at være en nicheafgrøde til at være en arealmæssigt og økonomisk væsentlig afgrøde i Danmark. For at sikre en god udnyttelse af de potentielle muligheder ved piledyrkning er der brug for et godt kendskab til de forskellige aspekter af piledyrkning.
Formål
Formålet med kurset er at give indsigt i grundlæggende forhold vedr. dyrkning, høst og afsætning af pil samt at belyse piledyrkningens konsekvenser på miljø, natur og landskab.
Målgruppe
Kurset henvender sig til landbrugskonsulenter og miljøkonsulenter i landboforeninger, miljøkonsulenter og arealforvaltere i kommuner, ansatte i miljøcentre og maskinstationer.
Program
Du kan her se et detaljeret program for hele dagen.
Andet
Efter kurset i Skejby vil der efterfølgende være mulighed for at besøge AgroTech's demonstrationsmark med pil. Husk at medbringe gummistøvler!
Tid og sted
Kurset er et heldagskursus og afholdes to steder:
Tirsdag den 10. november 2009 hos AgroTech, Udkærsvej 15, 8200 Århus N
AFLYST:
Onsdag den 11. november 2009 hos Landboforeningen Gefion, Fuldbyvej 15, 4180 Sorø
