Kom på faglig forsøgstur, hvor du kan netværke med andre forsøgsfolk, opleve en verden af udstyr og teknik til forsøgsarbejde, høre om forædling af mellemafgrøder, samt se et af Agrolabs laboratorier, Institut Koldingen. Det hele foregår i Tyskland den 25.-27. januar 2011.
Nu har du alle tiders chance for at nørde og have kollegialt samvær med andre forsøgsfolk. På turen besøger vi planteforædler P.H. Petersen, DLG-Technikertagung samt Laboratoriet Agrolab, som bl.a. laver alle jordbundsanalyserne i Landsforsøgene.
P.H.Petersen er et forædlingsfirma, som har specialiseret sig i mellemafgrøderne olieræddike og gul sennep. P.H.Petersen vil fortælle os om deres forædlingsprogram, samt om udfordringerne ved at dyrke mellem- og efterafgrøder. Se mere om P.H.Petersen.
Hvert år afholdes der DLG-Technikertagung i Soest i Tyskland, og det er værd at rejse efter. Det er et forum, hvor forsøgsfolk rigtig kan komme ud og sparke dæk, for her er alverdens udstyr og teknik til forsøgsarbejde udstillet. Der afholdes også spændende indlæg om alle aspekter af forsøgsarbejdet. Indlæggene afholdes på tysk. Læs mere om DLG-Technikertagung.
Vi får desuden lov at kikke ind til landbrugslaboratoriet Agrolab. Her får vi indblik i hvordan de laver analyserne, samt får en lille snak om prøveregistrering mm. Se mere om Agrolab.
Foreløbigt program
| Tirsdag den 25. januar | |
| 08.00 | Afgang med start i Ålborg kl. 8.00, og derefter opsamling ned langs motorvejen i løbet af formiddagen. |
| 11.00 | Ankomst til P.H.Petersen samt frokost. |
| 14.00 | Bustur til Soest |
| Ca. 20.00 | Ankommer vi til MARITIM Hotel Schnitterhof Bad Sassendorf. Der er både fitness og svømmefaciliteter, så har du lyst, så husk evt. fitness/badetøj. Fællesspisning og hyggeligt samvær på hotellet. |
| Onsdag den 26. januar | |
| Vi tager til DLG-Technickertagung fra morgenstunden. Der er mulighed for at høre faglige indlæg samt se udstillingen med maskiner og teknik. Større maskiner er placeret udendørs, så medbring påklædning efter vejret. | |
| 16.05 | DLG-Technickertagung lukker og vi kører til Sarstedt. |
| Ca. 19.30 | Vi ankommer til Park Hotel Ahrbergen Vi spiser fælles aftensmad enten på hotellet eller et sted i byen. |
| Torsdag den 27. januar |
|
| 09.00 | Ankomst til Agrolab. |
| 12.00 | Vi kører fra Agrolab, får frokost og vender næsen hjemad. |
Endeligt program med oplysning om opsamlingssted modtages efter tilmelding.
Prisen inkluderer:
- Al forplejning undtagen drikkevarer alle dage
- Hotelophold
- Transport inkl. kaffe og te
- Entré til DLG-Technikertagung
- Bog med indlæg til DLG-Technikertagung.
AgroTech sørger for samlet tilmelding til DLG-Technikertagung.
