Arrangement for alle med interesse i piledyrkning. Afholdes i Skåne den 8. og 9. marts 2011.
Du indbydes til et seminar, hvor du får ny viden og inspiration om pil og piledyrkning baseret på svenske erfaringer. Seminaret starter på Sveriges Landbrugsuniversitet (SLU), hvor de svenske erfaringer med piledyrkning præsenteres. Du får mulighed for at høre forskerindlæg fra blandt andre Johannes Albertsson, der er PhD-studerende ved SLU. Johannes beskæftiger sig med temaet ukrudtskonkurrence og ukrudtsbekæmpelse i pil. Økonomi ved piledyrkning er ligeledes på programmet, herunder sammenligninger med alternative afgrøder.
Dag 2 er der planlagt besøg hos forskellige virksomheder, hvor emner som forædling af pilekloner og spildevandsrensning med pil er på programmet. Dagen starter hos en pileavler og slutter hos Salix Energi Europa.
BioM - bæredygtig bioenergi
Seminaret, der er åbent for alle, afholdes som en del af BioM projektet, der har til formål at udvikle, demonstrere, optimere og implementere økonomiske og miljømæssige bæredygtige forretningsmodeller og dermed skabe grundlag for udvikling af en bred og omfattende bioeenergiproduktion i Kattegat-Skagerak regionen.
Du kan se det fulde program for seminaret og læse mere om BioM på projektets hjemmeside.
Du kan også få mere information ved at kontakte leder af netværket Energipil, Søren Ugilt Larsen, seniorkonsulent hos AgroTech.
