Landmænd i klimaførertrøje

Nyhed

Stor velvilje blandt landmænd til at bidrage til løsning af klimaudfordringen i primærproduktionen. 39 bedrifter har meldt sig til projektet klimavenlig kvægproduktion.

Troels Kristensen fra DJF. Foto: AgroTech.

Projektgruppen afholdt tirsdag aften informationsmøde. Aftenen bød på indlæg fra AgroTech, Arla Foods, Dansk Kvæg og forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Mødedeltagerne var rådgivere og landmænd.

Klima på dagsordenen

Dansk Kvæg understregede i sit indlæg, at klimaudfordringen er kommet for at blive, derom ingen tvivl. Projektet er et nødvendigt tiltag for at opbygge en videnplatform og et sikkert fundament, når der skal identificeres forbedringsmuligheder i forhold til klima. Dette synspunkt tilsluttede Arla Foods sig. Hos mejerivirksomheden står klimastrategi højt på dagsordenen og målet er klart: En CO2 reduktion på 25 %. Reduktionstiltag er allerede i gang. Indledningsvist på områder, hvor man på baggrund af eksisterende viden kan gøre noget her og nu. Indsatsområderne på kort sigt er fødevareproduktion, transport og emballage. Konkrete eksempler er miljøvenlige mælkekartoner og såkaldt ECO-driving, hvor chaufførerne uddannes i miljøvenlig kørsel, der nedsætter brændstofforbruget. På længere sigt ser Arla Foods også gerne en reduktion i CO2 for primærproduktionen, hvor det største udslip finder sted. Det er på den baggrund, at mejerivirksomheden deltager aktivt i projektet.

Et ungt forskningsfelt

Forskerne gav et overblik over den aktuelle viden på området. Klimaforskning inden for fødevareproduktion er et ret nyt felt, kun cirka 20 år. Der er således fortsat et stort behov for forskning, ikke mindst når vi taler under danske forhold. Der er imidlertid allerede nu nogle knapper at skrue på, fx ved man, at de klassiske dyder som sund driftsøkonomi typisk medfører reduceret udslip af drivhusgasser. Det handler konkret om fodereffektivitet i besætningen og effektiv udnyttelse af gødning. Af nye tiltag, der kræver mere forskning, fremhævede Troels Kristensen biogas, udtagning af jord og etablering af hegn.

Stor interesse fra landmændene

Det var tydeligt under debatten, at de landmænd, der var mødt frem var meget interesserede i emnet. En af de fremmødte var Christian Nielsen fra Ribe. Han forklarede sin projektdeltagelse helt klart: ”At være frontløber inden for klima”. Hans kolleger i salen bakkede op, mødet var præget af stor spørgelyst og engagement.

Reduceret elforbrug

Et mere jordnært projektudbytte er et lavere elforbrug. I projektet er seks bedrifter udvalgt til en systematisk overvågning og kortlægning af elforbruget. Data kan anvendes til en række nyttige formål, fx kan forskellige malkeanlæg sammenlignes, og man kan følge forbruget over døgnet for eventuelt at flytte noget til de billigere nattetimer.

Agrotech på LinkedIn
Publiceringsdato 19.06.2009