Er det et modefænomen at opføre sig ansvarligt? Er det kun virksomhederne, der har et socialt ansvar? Er der råd til ansvarlighed i krisetider? Og nytter det?
EU-kommissionens definition på Corporate Social Responsibility (CSR) lyder:
”Virksomheders integration af sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsstrategi i interaktion med deres stakeholdere på frivillig basis”.
CSR er således et temmelig bredt begreb. Hos AgroTech arbejder vi med projekter, der falder ind under miljømæssige hensyn. Vi klæder virksomheder på til at kunne agere ansvarligt i forhold til miljøet. For pludselig er efterspørgslen der. CSR påkalder sig nemlig megen opmærksomhed fra både mediernes og politikernes side. Forbrugerne stiller også i stigende grad krav til virksomhederne. Men hvorfor nu? Svaret illustreres bedst ved et eksempel. I 2005 stillede det internationale, liberale erhvervsmagasin The Economist spørgsmålstegn ved, ”hvorfor” virksomheder overhovedet skulle interessere sig for CSR, mens det i 2008 fokuserede på, ”hvordan” virksomheder skal gribe CSR an.
En ny virkelighed
I dag er det snarere reglen end undtagelsen, at større virksomheder har en formuleret politik om ansvarlighed og bæredygtighed. Denne kommunikeres på hjemmesider, i tryksager og annoncekampagner. Uanset hvor man vælger at kommunikere om CSR, så er man nødt til rent faktisk at vedkende sig sit ansvar og være ansvarlig, kommunikation i sig selv er ikke nok. God kommunikation handler om troværdighed. Når man siger, man er ansvarlig, skal man også handle derefter, snyd og overspringshandlinger skal nok komme for en dag. Sådan noget koster dyrt på imagekontoen, og der er kontant afregning i form af kundeafgang. Ansvarlighed er således blevet en del af grundspillet. Helt kynisk kan man sige, at virksomheder nu er tvunget til at tage CSR alvorligt og finde en fornuftig balancegang mellem på den ene side at drive en profitabel forretning og på den anden side opføre sig ansvarligt. For langt de fleste CSR-tiltag koster noget.
Når krisen kradser
Hvilket leder mig videre til det mit næste spørgsmål, nemlig hvad sker der i krisetider? Nu skal hele CSR-begrebet stå sin prøve. Både i forhold til virksomhederne, men også forbrugerne. Det er let nok at vælge lokalt og økologisk, når pungen er fyldt, og priserne ligner dem, vi kender. Det ser straks anderledes ud, hvis der pludselig er smalhals, og priserne oven i købet stiger. Vi så det tilbage i 90’erne, hvor det først var, da supermarkederne sænkede prisen på økologisk mælk, at salget tog fart. En gang imellem har forbrugere en kedelig tendens til at kræve en masse ting, fx at virksomhederne opfører sig ansvarligt, men det må helst ikke koste for meget. De vil heller ikke undvære produkter, de synes om, uagtet de produceres under forhold, der belaster miljøet.
Alle har et ansvar
Forbrugerne har et lige så stort ansvar som virksomhederne. Måske endda større! For det er dem, der driver efterspørgslen. Det bliver spændende at se, hvordan forbrugerne vil reagere om ikke ret lang tid, når fødevareproducenterne begynder at offentliggøre tal for produkternes klimaperformance (hvor mange g CO2 varen udleder i hele værdikæden fra jord til bord). Det er allerede dokumenteret, at noget af det, der belaster klimaet allermest indenfor kategorien kød, fx er oksekød. Jeg kender nok en og anden rask mand, der ikke vil undvære sin bøf, uanset hvor meget den belaster klimaet. Eller hvad med rødvinen? Rødvinsproduktion skulle efter sigende heller ikke være for klimasmart, men hvad så? Vi orker ikke at sidde til ret mange middage med cola og kildevand. Én ting er lyst, noget andet er, om vi tror på, det nytter. Betyder det nu virkelig noget, om vi spiser det ene eller det andet, sådan i det store globale perspektiv? Samspillet mellem mad, mennesker, miljø og klima er meget kompliceret, og ingen eksperter har, mig bekendt, indtil nu kortlagt alle sammenhænge. Og hvis der er nogen, der påstår, de har, er der som regel nogen, der mener noget andet.
Jeg mener, at man som forbruger gør bedst i at holde sig oplyst om hvilken viden, der findes og dernæst vælge, hvad der kan passe ind i ens liv. At tro man kan forsage alt og redde verden er ret naivt, men man har et ansvar for at gøre sit bedste, uanset om man er virksomhed eller forbruger.
