International innovationsekspert: Danske virksomheder skal turde fejle

Pressemeddelelse

Hvordan lærer vi at tænke innovativt? Vi skal stille de indlysende, basale spørgsmål, bryde med vores vante forestillinger og frem for alt turde tænke anderledes med risiko for at fejle. Sådan lød nogle af opfordringerne fra den internationale innovationsekspert, Paul Sloane, som i går lagde vejen forbi, da Future Food Innovation (FFI) afholdt konferencen FoodHealth Conference.

Aarhus den 3. november 2011

Det store omdrejningspunkt på gårsdagens velbesøgte konference var fødevarer og sundhed, og ud fra temaerne innovation, trends og marketing gav danske og internationale eksperter deres bud på, hvordan Danmark bedst ruster sig til fremtidens udfordringer på området. I sit indlæg om inspiration og innovation lagde Paul Sloane vægt på, at det først og fremmest handler om vores måde at tænke på frem for økonomi og praktik.

”Vi skal blive bedre til at tænke alt forfra. Stille de basale spørgsmål og sætte spørgsmålstegn ved de faktorer, som omgiver os. Vi skal prøve at tænke i nye kombinationer, droppe vores faste antagelser og turde risikere at fejle. På den måde kan vi fremme innovativ tænkning”, slog Paul Sloane fast.

Blandt de andre foredragsholdere var den danske fremtidsforsker og direktør i Future Innovator Anne Skare Nielsen, som ridsede et billede af fremtidens fokusområder inden for sundhed op og lagde vægt på, at kvalitet frem for kvantitet bliver et nøgleord i fremtidens produktudvikling. Professor Klaus G. Grunert fra Aarhus Universitet, MAPP Centret satte fokus på, hvad der kan få danskerne til at leve sundere og pointerede, at motivation og produktudbud er to konkrete bud på områder, hvor virksomheder kan begynde deres innovative tænkning.

Paul Sloane, international innovationsekspert.

Sundhedsbranding – god eller dårlig ide?

Et populært emne på konferencen var begrebet sundhedsbranding. Det betyder, at virksomheder i stigende grad både i deres innovative tiltag og i deres kommunikation søger at påvirke forbrugere til at associere et brand med sundhed. Ph.d. i marketing, University of Glasgow Business School, Thomas Boysen Anker, gav danske virksomheder et par gode råd med på vejen. Han forklarede de etiske omkostninger ved sundhedsbranding og gav sit bud på, hvor danske virksomheder kan sætte ind, når de innoverer og kommunikerer inden for sundhedskategorier, så det sker på en lødig måde og de ikke ender i såkaldt ”healthwashing”.

”Sundhed handler ikke om individuelle produkter Det er en kompleks funktion af en balanceret livsstil. Sundhedsbrandet skal derfor kunne hæve sig over sig selv og arbejde aktivt med forbrugeren. Brandet skal fungere som en facilitator af sundhed, som for eksempel opfordrer forbrugeren til en sundere livsstil. Det er en tendens, som er kommet for at blive” slog Thomas Boysen Anker fast.

Adm. direktør René Logie Damkjer fra AgroTech, Institut for Jordbrugs- og FødevareInnovation, som er en del af FFI og hovedkraften bag konferencen, er tilfreds med gårsdagens innovative pointer.

- Det er glædeligt, at vi på konferencen oplevede så stor interesse og så levende et engagement – både blandt deltagerne og foredragsholderne. Det viser, at der er et stort behov hos virksomhederne for ny inspiration og viden på området, samt at der er et stort potentiale, som vi hele tiden kan blive bedre til at udnytte. Med konferencen håber vi at have været med til at åbne danske virksomheders øjne for, at der kan være helt nye veje at gå i innovationen, veje, der med innovation som drivkraft sikrer fremtidens konkurrenceevne, siger René Logie Damkjer.

For yderligere oplysninger kontakt:

Adm. direktør i AgroTech, René Logie Damkjer, tlf. 4056 1900, mail: rld@agrotech.dk

Fakta om Future Food Innovation:

  • Future Food Innovation er en del af Region Midtjyllands megasatsning på fødevarer – ’Klog hverdagsmad som sund forretning’, hvortil der i alt er afsat 122 mio. kr. over tre år. Budgettet for FFI er godt 67 mio. kr.
  • Future Food Innovation har til formål at opbygge et innovationsmiljø, der skal understøtte åben, radikal innovation inden for fødevareområdet og dermed styrke det regionale fødevareerhvervs innovationskraft med en række tilbud til virksomheder og videnmiljøer som eksempelvis innovationsworkshops, projektgenerering, internationale konferencer m.v
  • Samtidig skal Future Food Innovation skabe overblik over støtte- og udviklingsmulighederne i regionen og rådgive virksomheder og andre aktører om puljer og ordninger under megasatsningen.

Konsortiet består af disse aktører:

  • Agro Business Park – leadpartner
  • AgroTech – Institut for Jordbrugs- og FødevareInnovation
  • Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet
  • MAPP Centret ved Aarhus Universitet
  • Teknologisk Institut
  • VIFU

René Logie Damkjer
Publiceringsdato 03.11.2011