Landmanden som energileverandør

Pressemeddelelse

AgroTech står i spidsen for stort EU-projekt om bioenergi. Det treårige fællesnordiske projekt, støttet af EU, skal afdække, hvordan man rentabelt kan udnytte afgrøder ved områder som søer, åer moser og kyster til bioenergi. Projektet har et samlet budget på 26 mio. kr. hvoraf EU netop har bevilget 12 mio. kr. Resten finansieres af en række aktører inden for landbrugsområdet, Region Midtjylland og Aarhus Universitet.

Pil som energiafgrøde har mange fordele.

Projektet hedder ”Dyrkning af bioenergi, vandmiljø og markpleje” (BioM) og skal ledes af AgroTech. Herfra udtaler centerchef Kathrine Hauge Madsen:

- Dette biomasse-projekt kan være et betydeligt skridt i arbejdet med at gøre energiproduktion i Danmark endnu mere miljøvenlig, og når det foregår i såkaldte marginale jordområder som søer og moser, er det for at tilstræbe, at det ikke går ud over fødevareproduktionen. Landbruget kan samtidig få en aktiv rolle i en blive energileverandør til samfundet.

Projektet skal omfatte hele værdikæden for bioenergiproduktion: Dyrkning, høst, transport, behandling, opbevaring, forgasning - herunder økologisk forgasning – til rensning af biogassen samt brug i køretøjer.

Konkret vil der blandt andet blive etableret 1500 hektar med energipil ved Ringkøbing Fjord, og i Nørreådalen vil 500 hektar græsareal blive anvendt til biogas i en ny biogasreaktor i Foulum.

Projektet er et af flere projekter i EU’s program for Øresund-Kattegat-Skagerak (kaldet ”KASK”). EU støtter med 50 % grænseoverskridende projekter, der er med til at binde regionen sammen og bidrage til bæredygtig økonomisk vækst. Den øvrige del af projektet finansieres af Region Midtjylland og Aarhus Universitet.

Projektdeltagere:

  • Agroväst og Länsstyrelsen i Västra Götaland Län (Sverige)
  • Bioforsk (Norge)
  • Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret
  • Fødevareøkonomisk Institut
  • LandboMidtØst
  • Natur og Landbrug
  • Planenergi
  • Vestjysk Landboforening
  • Økologisk Landsforening
  • Aarhus Universitet

Yderligere oplysninger:
Centerchef Kathrine Hauge Madsen, AgroTech, tlf. 8743 8425, mobil 3092 1708.
Se også www.agrotech.dk.

Fakta om AgroTech – Institut for Jordbrugs- og FødevareInnovation:
AgroTech er etableret for at styrke udvikling og anvendelse af viden og teknologi inden for jordbrugs- og fødevareerhvervene. Vi er et GTS-institut (Godkendt Teknologisk Service). Vi tilbyder forskningsbaseret rådgivning, forsøg og test inden for jordbrugsteknologi, plantebiomasse og energiafgrøder, miljø- og energiteknologi, husdyr- og fødevareområdet, klima og bæredygtighed, IKT, samt gartneriinnovation.

Vores domicil er i Agro Food Park i Århus og vi har pt. godt 80 medarbejdere. Vi har også afdelinger i Tåstrup og Odense.

Kathrine Hauge Madsen
Publiceringsdato 06.11.2009