Milliarder at spare på mindre madspild

Pressemeddelelse

Nyt stort projekt ”Bæredygtig Bespisning” skal begrænse madspild.

Nyt projekt skal begrænse madspild.

Pressemeddelelse, 9. maj 2011

Et helt nyt projekt ”Bæredygtig Bespisning” skal bidrage til at mindske det store madspild, der opstår, når vi danskere spiser uden for hjemmet, som vi gør i stadigt større omfang. I det offentligt finansierede projekt medvirker en lang række virksomheder og organisationer, og projektet kan få store perspektiver for både udbydere af mad og for hele fødevarebranchen.

Det nye projekt løber frem til udgangen af 2012 og skal analysere og mindske madspild i food service-sektoren, dvs. i fx kantiner, forlystelsesparker, hoteller, konferencecentre og festivaler. Denne sektor oplever i disse år vækstrater på omkring 25 %, og i takt med væksten stiger spildet tilsvarende. Spildet udgør op til 40 % af de indkøbte råvarer, og projektet skal blandt andet bidrage til at få det tal ned på 10 %. Præcist hvor meget spildet udgør i kroner er der ikke tal for på food service-området, men det er meget stort. Til sammenligning viser beregninger, at det samlede spild i husholdningerne i Danmark er på ca. 16 milliarder kroner årligt.

Projektet ledes af GTS-instituttet AgroTech, og et centralt element er at minimere madspildet uden, at maden blive kedelig, ensformig eller uinspirerende. En af opgaverne bliver derfor at få udbyderne af måltider til at tænke i både sund, indbydende og bæredygtig mad, samtidig med at madspildet minimeres, og at der dermed også kan spares penge.

- Udover at skabe modeller for at reducere madspild, forventer vi at opnå endnu flere gavnlige effekter, fx muligheden for et større udbud af kvalitetsfødevarer, etablering af en form for ”systemeksport” af særlige danske food service-løsninger og en øget beskæftigelse i vores lokale fødevareproduktion. Samtidig forventer vi at opleve en generel styrkelse af dansk oplevelsesøkonomi som et stærkt brand ved at tænke bæredygtighed ind, siger projektleder Johanne Birn fra AgroTech.

Bæredygtig innovation

Der bliver således tale om i højere grad at fokusere på bæredygtighed frem for forbrug, og projektet skal også omfatte nye måder at tænke innovation på inden for food service-området.

Johanne Birn tilføjer, at projektet også er utraditionelt i den forstand, at det baseres på case-aktiviteter i forskellige grupper inden for food service, hver med deres særlige problemstillinger og muligheder:

- Grupperne er så forskellige som kantiner med stor daglig bespisning og konferencer, hoteller og restauranter, der ofte har meget store sammenkomster, samt attraktioner og festivaler, hvor strukturen med hensyn til gastronomisk og fødevarevaremæssig indsigt er på et helt andet niveau, men hvor der til gengæld er store muligheder for at styrke attraktionernes profil og være i direkte dialog med brugerne som en del af innovationsarbejdet”.

Yderligere oplysninger

FAKTA om projektet

Projektet starter nu i foråret 2011 og slutter med udgangen af 2012.

Projektet er finansieret af Rådet for Teknologi og Innovation, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der har indgået en resultatkontrakt (Bæredygtig innovativ food service) med AgroTech.

En lang række organisationer, institutioner og virksomheder har udtrykt forhåndsinteresse for deltagelse:

  • AB Catering
  • DLG Food
  • Fregatten Jylland
  • IBM Danmark
  • Koldkærgaard Konferencecenter
  • Messecenter Herning
  • Northside Festival
  • Radisson Blue Scandinavia Hotel, Aarhus
  • Roskilde Festival
  • Syncrowd
  • The Show
  • Vestas Wind Systems A/S
  • Landbrug & Fødevarer
  • Danske TopAttraktioner
  • Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup
  • SIK - Instituttet För Livsmedel Och Bioteknik (Sverige)
  • VIA University College, Aarhus
  • Aalborg Universitet, forskningsgruppe Måltidsvidenskab & Folkesundhedsernæring (MENU)
  • AgroTech – Institut for Jordbrugs- og FødevareInnovation (projektleder)

Johanne Sønderlund Birn
Publiceringsdato 09.05.2011