Dyrkning af energiafgrøder imødekommer et stigende behov for vedvarende energi. Læs mere om vores arbejde med dyrkning af pil.
Flis fra pil
Udfordring
Energisektoren er for alvor på udkig efter kilder til vedvarende energi. Særligt fjern- og kraftvarmeværker aftager store mængder flis. Der er flere fordele i at producere pil til bioenergi. Pil er en flerårig afgrøde, som både har et stort energiudbytte, og som samtidigt nedsætter næringsstofudvaskningen meget effektivt.
Flere undersøgelser viser, at udvaskningen af nitrat er betydelig lavere fra arealer med pil end fra arealer med traditionelle landbrugssædskifter. Samtidig vil de kommende handlingsplaner på vandmiljøområdet forventeligt medføre, at det ikke længere vil være hensigtsmæssigt at dyrke etårige afgrøder på visse landbrugsarealer.
Arbejdsområder
AgroTech projektstyrer og deltager i etablering af 1500 hektar energipil i oplandet omkring Ringkøbing og Nissum Fjorde. Vi sikrer, at alle relevante aktører i hele energikæden bliver inddraget i projektet – lodsejere, kraftvarmeværker, virksomheder og natur- og miljøinteresser. Der skal udarbejdes dokumentation af piledyrkningens effekter i stor skala – energiproduktion, miljøvirkning, landskabsforhold og økonomi. Dokumentationen skal bruges i forbindelse med kommende projekter.
Udviklingsperspektiver
Projektet er det første af sin art og rummer udvikling af et helt nyt forretningskoncept, hvor en række aktører i energikæden samarbejder om at udnytte de mest miljøfølsomme landbrugsarealer til energiproduktion. Med produktion af pil kan opnås betydelige miljøeffekter på arealer, som har en lav produktionsmæssig værdi. Pileproduktionen kan have en række afledte effekter – fx udvikling af teknologi og udstyr til dyrkning og håndtering af pil.
