Bæredygtig bespisning

Projekt

Dette projekt sætter handling bag ordene, når det kommer til reduktion af madspild. Det handler om udvikling af bæredygtige, sunde og brugertilpassede koncepter til kantiner, festivaller, forlystelsesparker, hoteller, konferencer og restauranter.

Nyt projekt vil reducere madspild.

I Danmark repræsenterer spild af mad i private husstande et årligt værditab på 16 mia. kr. ifølge en opgørelse fra Landbrug & Fødevarer. En stor og stigende del af danskernes måltidsindtag foregår uden for hjemmet, når vi fx spiser i kantinen, går på restaurant eller besøger danske attraktioner og forlystelsesparker. Den danske foodservicesektor oplever p.t. årlige vækstrater på 20-35 %. Også i denne sektor er reduktion af madspild en udfordring.

Udfordring

Foodservicesektoren har et stigende ansvar for at tilbyde bæredygtige måltidsløsninger. Det betyder ikke, at basiskrav som velsmagende og sund mad er forsvundet, snarere tværtimod. Sundhed er i fokus og flere forbrugere efterspørger sunde måltidsløsninger, også når de befinder sig uden for hjemmet, de gider simpelthen ikke fed og kedelig kantinemad, uindbydende buffeter eller usund fastfood i forlystelsesparker. For udbyderne er det således en massiv udfordring, både at lave lækker og sund mad og samtidig tænke bæredygtigt.

Arbejdsområder

Case-aktiviteter
Projektet vil arbejde med konkrete cases hos kantiner, konferencer, hoteller, restauranter, attraktioner og festivaller. Formålet med case-aktiviteterne er udvikling af:

  • Sunde, bæredygtige kvalitetsmåltider produceret af lokale råvarer og bruge kantinen som madoplevelseseksperimentarium og testplatform.
  • Et nyskabende, anvendeligt koncept til effektiv reduktion af madspild under forplejning til store arrangementer, som konferencer, events og lignende.
  • Et koncept for bæredygtig og brugertilpasset forplejning på danske attraktioner og festivaller.
  • Et web-baseret koncept til samtidig bestilling af billet og forplejning.

Målet er, at madspildet i casene skal udgøre højst 10 % af de indkøbte råvarer (mod op til 40 % i dag).

Videnopbygning

  • Detailundersøgelse af forsyningsstrømme og klimabelastning.
  • Udvikling af bæredygtige, let håndterlige kvalitetsmåltidskoncepter.
  • Udvikling af LCA-modul til reduktion af madspild i måltider.
  • Koncept for afklaring af brugerpræferencer for måltider.
  • International videnhjemtagning.
  • Universitets- og GTS-samarbejde.

I projektet udvikler AgroTech desuden en række teknologiske serviceydelser.

Udviklingsperspektiver

Samfundsmæssigt og økonomisk vil projektets resultater bidrage med øget fokus på og bevidsthed om området og - som noget nyt - anvise konkrete handlingsmuligheder. Blot 5 % mindre madspild om året i Danmark vil betyde 800 mio. kr. mere på bundlinien eller til indkøb af bedre råvarer, hvor forventeligt mindst 50 % indkøbes fra danske producenter. Madspild udgør den ultimative akkumulerede klimasynder i værdikæden og en indsats målrettet reduktion af spild, vil bidrage til en mere bæredygtig produktion.

Yderligere information

Tilmeld dig AgroTechs nyhedsbrev, hvor vi formidler nyt fra projektet, eller kontakt leder af projektet Johanne Sønderlund Birn for mere information om Bæredygtig Bespisning.

Fakta om projektet

Projektet er et forsknings- og udviklingsprojekt finansieret af Rådet for Teknologi og Innovation, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Projektperioden er 1½ år med opstart forår 2011 og projektleder er AgroTech.

Projektdeltagerne er:

  • AB Catering
  • Alexandra Instituttet
  • Aqua Silkeborg
  • Compass Group
  • Danfoss Universe
  • DLG Food
  • Fårup Sommerland
  • Givskud Zoo
  • Hounö
  • IBM
  • Koldkærgård
  • Landbrug & Fødevarer
  • Messecenter Herning
  • NorthSide Festival
  • Radisson
  • Randers Regnskov
  • Ree Park
  • Roskilde Festival
  • SIK
  • Vestas
  • VFL
  • Via University Collge
  • Aalborg Universitet
Agrotech på LinkedIn
Publiceringsdato 09.05.2011