Grønne livsmiljøer

Projekt

Forestil dig en fremtid, hvor bybilledet ikke bare er en samling af bygninger, veje og en enkelt park hist og her, men derimod er et sted, hvor det grønne miljø er integreret i, på og omkring byggeriet og tænkt ind som en helhed.

Forestil dig yderligere, at det grønne ikke bare giver øget livskvalitet for byens indbyggere, men også spiller en hovedrolle i kampen mod de kraftigt voksende nedbørsproblemer og biologisk rensning af både luft og vand. Og at en urban bioproduktion også kan muliggøres som en del af visionen. Det handler kort sagt om bæredygtige byrum og bomiljøer.

Nyt testcenter for grønne livsmiljøer

AgroTech har indgået en resultatkontrakt med Videnskabsministeriet. Budgettet er 10.5 mio. kr. til videnopbygning og anvendelsesorienteret forskning. Projektperioden er 2010-2012. En del af midlerne går til etablering af et testcenter hos AgroTechs afdeling i Tåstrup. Testcentret kommer til at bestå af en udendørs del med etablering af grønne tage og vægge, samt en indendørs del med væksthusfaciliteter. Netop nu er det første testtag ved at blive bygget.

Krav til videnniveauet

Ambitionen er at forene biologiske og teknologiske kompetencer på tværs af brancher til gavn for danske virksomheder. AgroTech ser et stort potentiale i en verden, hvor andelen af befolkningen, der bor i byer, vil stige fra 50 % til 70 % frem mod år 2050. Der stilles høje krav til videnniveauet for at kunne opnå denne position og få del i det nye marked.

Aktiviteterne under denne resultatkontrakt vil:

  • Udvikle teknologiske løsninger baseret på biologiske krav, så der både kan videreudvikles på eksisterende grønne miljøer og skabes helt nye løsninger på byens problemer.
  • Bidrage til at realisere visioner og planer om klimaneutralitet og medvirke til at løse de store nedbørsproblemer.
  • Øge livskvaliteten ved at sikre adgang til grønne miljøer og nærhed til naturen.

Udover videnopbygning gennemfører vi en række demonstrationsprojekter i samarbejde med eksterne parter.

Teknologiske serviceydelser

Der udvikles fem beskrevne teknologiske serviceydelser:

  • Tekniske og biologiske kravspecifikationer for grønne livsmiljøer.
  • Dyrkning af planter i grønne miljøer.
  • Rådgivning af bygningsentreprenører om fx krav til dimensionering.
  • Optimal effekt af grønne miljøer i kontorer, institutioner og private hjem.
  • Vugge til vugge analyse (Cradle to Cradle/C2C).

Derudover vil der blive arbejdet med tekniske løsninger i forbindelse med vanding og håndtering af regnvand.

Målgruppe

Resultaterne vil være anvendelige for en bred vifte af aktører:

  • Teknologileverandører til grønne miljøer og bygninger.
  • Udstyrsleverandører til glasbygninger, vandingssystemer og indendørsbeplantning.
  • Boligforeninger og andre større ejendomsbesiddere – særligt almennyttigt byggeri - der står overfor renoveringsopgaver.
  • Virksomheder, der planlægger og udfører arbejde i forbindelse med grønne miljøer og byggerier.
  • Planteproducenter – gartnerier – og forhandlere af planter.
  • Virksomheder, der arbejder med kontorbeplantning, beplantning af centre og andre offentlige rum.
  • Kommuner.
  • Arkitektfirmaer.

Baggrund

Danmark er generelt bagud både hvad angår grønne livsmiljøer i bybilledet og grønne byer. Flere andre lande har en decideret tagpolitik fx Tyskland. Det har blandt andet resulteret i, at der i en by som Stuttgart er rigtig mange grønne tage faktisk 80 % af alle flade tage.

Andre steder er hele grønne byer ved at blive etableret fx Masdar i Abu Dhabi, Treasure Island i USA og Dongtan i Kina. Det er således nu, Danmark skal iværksætte F&U aktiviteter, hvis danske virksomheder skal være med til at levere teknologi og know how til området.

Fordele ved grønne tage og bygninger

  • Sænker temperaturen i byerne.
  • Holder på regnvandet.
  • Påvirker CO2-balancen positivt.
  • Medvirker til at rense luften
  • Virker isolerende på bygninger om vinteren.
  • Virker nedkølende på bygninger om sommeren.
  • Skaber biodiversitet.
Agrotech på LinkedIn
Publiceringsdato 12.04.2010