Området plantefiberafgrøder er i vækst i Europa. Der er startet nye forarbejdningsvirksomheder op i England og Tyskland, og efterspørgslen på plantefiberafgrøder som hør og industrihamp er i stigning.
Udfordring
Interessen for hør og især industrihamp er stor mange steder i Europa. Det skyldes ikke mindst, at industrihamp har et stort udbyttepotentiale og mange anvendelsesmuligheder, som der er et stigende marked for i Europa. Udfordringen er at få dyrkning og afsætning af en ny afgrøde, som fx. industrihamp på plads. Det kræver at der er et effektivt høstkoncept, en forarbejdningsvirksomhed, og et marked for en ny afgrøde.
Det er ligeledes en stor udfordring for en virksomhed at anvende en ny råvare i produktionen, men gevinsterne er flere. Der kan skabes merværdi i produktionen og en mere miljørigtig profil ved anvendelse af bæredygtige råvarer, der binder CO2, og bidrager til en positiv miljøgevinst.
Arbejdsområder
AgroTech deltager i en række projekter indenfor området plantefibre, der har til formål at skabe værditilvækst og et bedre miljø. Blandt andre projektet: "Høst og fraktionering af industrihamp via mobilt anlæg ", der har til formål at udvikle et effektivt høst- og forarbejdningskoncept, så afgrøden kan adskilles i fibre og trædele (skæver) allerede på marken.

Vi er også involveret i en række innovationsprojekter, der har til formål at anvende plantefiberafgrøder i nye produkter, og i nye anvendelsesformål. Vi bidrager med forretningsudvikling og produktudvikling, og optimering af kæden fra mark til marked.
Udviklingsperspektiver
Området plantefibre er i vækst, og behovet for fornybare materialer er stigende. Vores eksperter i plantefibre har været involveret i udviklingsprojekter på området i en årrække og har medvirket til udvikling af et helt nyt forretningskoncept, hvor en række forskellige aktører samarbejder om at udnytte plantefibre i nye produkter og anvendelser.
Vi bliver løbende kontaktet af virksomheder, som ønsker assistance til anvendelse af nye råvarer i deres produktion, herunder medvirke til en mere bæredygtig udvikling indenfor fx byggematerialer, vækstmedier, absorption og geotekstiler med mere.
| Det Europæiske Fællesskab ved Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Innovationsloven fra Direktoratet Fødevareerhverv har deltaget i finansiering af projektet. |
