Nye salater skal sikre konkurrencemæssige fordele

Projekt

AgroTech gennemfører i nyt projekt screenings- og dyrkningsforsøg for at udvikle nye salattyper til Yding Grønts sortiment. Målet er at erobre markedsandele både i Danmark og på virksomhedens eksportmarkeder.

Anton Storgaard, driftsleder hos Yding Grønt.

Yding Grønt er en af Danmarks største producenter og leverandører af specialsalater og babyleaves. Virksomheden leverer salatløsninger i høj kvalitet både til detail- og cateringmarkedet. Sortimentet omfatter omkring 20 salater, lige fra krølsalat og den efterhånden velkendte Rucola, til den mere eksotisk klingende salat ”Bulls Blood”, der er en smuk, ekstra rød variant af rødbedeblade. Dertil kommer forskellige krydderurter.

Udfordring

Yding Grønt ønsker at fortsætte væksten ved udvikling af et nyt sortiment af unikke saltblandinger. Målet er tillige at øge produktionen af råvarer i Danmark og reducere importen til et minimum. For at kunne realisere målene er det nødvendigt at foretage en screening af spiselige vilde planter og eksotiske plantearter, for deres egnethed som nye urter og bladgrøntsager. På basis af screeningen udvælges et antal arter til dyrkningsforsøg.

Arbejdsopgaver

AgroTech bidrager hovedsageligt med forsøgsdesign, evaluering af dyrkningsmæssigt, kulinarisk og postharvest kvalitet, samt undersøgelse af indholdsstoffer og kulturhistorie.

Projektet er opdelt i tre faser:

  • Screeningsforsøg af omkring 50 forskellige arter
  • Dyrkningsforsøg for at evaluere potentiale i større skala
  • Lovgivning, indholdsstoffer og kulturhistorie.

Københavns Universitet, KU-LIFE er med i projektet og bidrager med rådgivning om frøteknologi og frøbehandling.

Udviklingsperspektiver

Et udvidet sortiment vil differentiere Yding Grønt fra såvel danske som udenlandske konkurrenter. Derudover vil virksomheden have et forsøgsdesign, der kan bruges i virksomhedens videre produktudvikling. For forbrugerne vil det betyde spændende nyt til salatskålen og dermed yderligere et incitament til at spise grønt.

Agrotech på LinkedIn
Publiceringsdato 01.09.2011