AgroTech skal i samarbejde med Stevns virksomhed udvikle metoder til effektiv produktion af humleasparges, der er en sjælden og udsøgt delikatesse fra humleplanten. Også andre kulturplanter og vilde urter indgår i projektet.
Humleasparges er unge humleskud, der er bløde, nøddeagtige i smagen, sprøde i konsistensen og kan spises som asparges. Humleasparges kan høstes ganske tidligt om foråret, når humlen begynder at spire.
Udfordring
Det er vanskeligt at få produktion af vilde planter og urter sat i system og gjort rentabel. Det er imidlertid en udfordring, der er værd at tage op for at imødekomme markedets efterspørgsel. Faktorer som oprindelse og smag vægter højt, når forbrugerne vælger fødevarer. Forbrugernes fødevarevalg er nemlig ikke uskyldige og tilfældige, men afspejler hvordan de gerne vil opfattes som personer. Det betyder, at fødevarer i høj grad er blevet livsstilsmarkører, og lige nu er bæredygtighed og ansvarlighed i fokus, og en tilbagevenden til de nære og lokale råvarer er en del af løsningen.
Arbejdsopgaver
Projektet er et samarbejde med en virksomhed, der har både væksthus og frilandsareal til rådighed. Arealet er tæt bevokset med vilde planter, der afspejler egnens naturlige flora. Ejeren ønsker at undersøge potentialet for at starte en nicheproduktion med gamle danske kulturplanter og vilde urter. Konkret indeholder projektet disse hovedopgaver:
- Dyrkningsforsøg
- Undersøgelse af optimalt høsttidspunkt, opbevaring og emballeringsmetode
- Dokumentation i form af litteraturstudie, der kortlægger urternes historiske brug
- Videnfremskaffelse og netværksformidling.
Udviklingsperspektiver
Rundt omkring i Danmark eksperimenteres der med dyrkning af vilde urter og planter. Det forventes, at erfaringerne og videnopbygningen fra dette projekt vil kunne overføres og skabe grundlag for produktion af flerårige urter under produktionseffektive forhold. Under alle omstændigheder kan projektet give inspiration til andre små primærproducenter, der ønsker at udnytte nichen med gamle kulturplanter og vilde urter.
Fakta om projektet
Projektet er finansieret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Videnkuponordningen. En videnkupon er et tilbud, der giver SMV’ere adgang til at købe rådgivning, sparring og uddannelse for op til 100.000 kr. på en videninstitution, fx et GTS-institut som AgroTech. Den deltagende virksomhed er gartneriejer Anni Hansen.
Yderligere information
