Reduktion af CO2-udledningen giver på mange måder god mening! Det tæller både på klimaregnskabet og på bundlinjen. Vi tilbyder kortlægning af carbon footprint ved hjælp af en livscyklusvurdering (LCA).
En kortlægning af klimabelastningen i hele værdikæden synliggør, hvor de store klimaudfordringer er og danner grundlag for en handlingsplan, der sætter ind der, hvor det giver allerstørst effekt.
For at beregne, hvordan Carbon Footprint (CO2-aftryk) ser ud, skal der gennemføres en livscyklusvurdering, i daglig tale kaldet en LCA-analyse. Vi har tre forskellige tilbud, alle med udgangspunkt i den gældende internationale ISO standard:
Screenings LCA
En simpel, hurtig beregning, hvor vi anvender eksisterende standarddata. Resultatet er en beregning, der giver et overblik over klimabelastningen. Resultatet kan ikke bruges eksternt til markedsføring, da der ikke er foretaget eksternt review eller tolket på datakvalitet.
Matrix LCA
En mere detaljeret beregning, hvor standarddata fra fx EcoInvent suppleres med andre data, fx virksomhedens egne. Resultatet er en rapport på ca. 15-20 sider, hvor vi har sikret kvaliteten på dataene. Resultatet kan bruges i markedsføringen, hvis der foretages et eksternt review, som vi sørger for, hvis det er et ønske.
Fuld LCA
En fuld klima LCA giver det mest præcise billede. Ovenstående beregninger suppleres med observationer og data fra en fysisk gennemgang af produktionen og konkrete data for produktet. Vi vurderer usikkerheder i datagrundlaget og laver følsomhedsanalyser. Resultatet er en mere omfattende rapport, med en handlingsplan baseret på scenarieberegninger af fx alternative teknologier, råvarer eller leverandører. Resultatet kan bruges i markedsføringen.
- Kontakt Anders Iversen, hvis du vil vide mere om LCA.
Supplerende oplysninger
Ofte medfører reduceret CO2-udledning en reduktion af omkostninger. Det kan være en omlægning af energislugende aktiviteter til andre eller mere effektive energi- former, det kan være valg af alternative råvarer, en anden dyrkningsmetode for råvarerne, genbrug af spildvarme ved produktionen, eller måske skal der sættes ind i forhold til transport eller emballage. Alt sammen naturligvis under hensyntagen til den ønskede produktkvalitet.
At have styr på klimabelastningen, dvs at have dokumentationen i orden og allerbedst have en plan for forbedringer, er et vigtigt konkurrenceparameter, da flere kunder, fx detailhandelen, stiller krav om dette før produktet kan få plads i butikken. Forbrugerne har også øget fokus på virksomheders klimaansvar og det har indflydelse på købsadfærden om produktet er produceret på bæredygtig vis eller ej.
